Lyt til artiklen

Casper Ruud vs. Holger Rune er tennisdramaet, der tilsyneladende ikke vil ende, selvom selve kampen for længst er afgjort.

I nat tabte det danske tennishåb kvartfinalen i French Open til nordmanden, men dagen derpå er der ondt blod mellem de to nordiske tennis-stjerner med anklager om løgn og dårlig opførsel.

Nu følger Holger Runes mor, Aneke Rune, op på Ruud-lejrens dugfriske anklager om, at Holger Rune skulle lyve, når han siger, at Ruud skulle have opført sig usportsligt i omklædningsrummet efter kampen i Paris.

»Det er korrekt, hvad Holger fortæller. I øvrigt var faren der ikke, da det skete, han var gået. Der var kun den fysiske træner eller behandler. Det var, mens Holger ventede på dopingkontrol, så det kan faren jo ikke udtale sig om. Og en ting er, at man råber min ind søn i hovedet, en anden ting er, at faren lyver til pressen. Det er grænseoverskridende adfærd,« siger Aneke Rune til B.T.

Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT
Vis mere

»Det er slet og ret løgn,« lød det ellers tidligere torsdag fra Casper Ruuds far og træner, Christian Ruud, i en besked til NRK.

Den besked kom efter Holger Runes udsagn efter kampen til Ekstra Bladet om, at nordmanden hoverende havde råbt til ham, da de var stødt på hinanden, og havde råbt 'JAAA' ind i hovedet på danskeren.

Efter kampen havde Casper Ruud forholdt sig til sin danske kollegas opførsel, som indebar, at han tilsyneladende lavede en overfladisk sejrshilsen til nordmanden, og generelt var ophidset i flere situationer.

Aneke Rune har kun hovedrysten tilovers for 23-årige Casper Ruud og hans lejr efter kampen, som Ruud, som er nummer 8 i verden, vandt med 1-6, 6-4, 6-7, 3-6.

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»I øvrigt var det snakkeri under kampen fra Caspers side jo en del af deres taktiske plan, kan jeg forstå. Folk skriver til mig, de åbenlyst havde fortalt, at han skulle i hovedet på Holger, da de vidste, han var en emotionel spiller. Og det må vi jo så rose dem for, at det lykkedes. Men at være usmagelig i omklædningen bagefter hører ingen steder hjemme,« siger 19-årige Holger Runes mor, som rejser rundt på ATP-touren med sin søn.

Hun fortsætter:

»Og drengen (Casper Ruud, red.) kunne heller ikke sige farvel, da han gik, så han havde helt tydeligt et problem, men som han jo altså selv havde startet. Hans team fra Nadals akademi er super professionelle. Jeg ved ikke, hvad hans problem er. Men han skal opføre sig ordentligt, og som top-10-spiller må man forvente, at der tages godt imod de unge. Men Ruud har selvfølgelig heller ikke været top-10 så længe.«

Casper Ruuds far oplyser til B.T., at de ikke har nogen kommentar til Aneke Runes seneste udsagn.