Runes mareridt: 'Han tog 10 kilo på'
Den danske tennisstjernes vægt eksploderede pludselig.

Den danske tennisstjernes vægt eksploderede pludselig.

Holger Runes hverdag blev ændret på et splitsekund.
Pludselig måtte han ingenting. Pludselig kunne han ingenting.
Den danske tennisstjerne var nemlig henvist til sofaen i flere uger, da han i efteråret blev opereret efter at have overrevet sin ene akillessene.
Og med ét begyndte vægten at gå den gale vej.
Rigtig meget endda.
Det fortæller danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

»Han startede jo faktisk med at tage 10 kilo på, for han skulle stadig spise en masse. Alle havde advaret os om, at han skulle passe på vægten, men han skulle jo have enorme mængder af protein under sin genoptræning,« lyder det, inden hun fortsætter:
»Han kunne jo ikke bevæge sig, så han blev pludselig et kæmpe brød, fordi han tog meget muskelmasse på.«
Kiloene hang i lang tid fast på den unge dansker, da han for alvor tog hul på sit livs kamp for at komme tilbage.
Det var først efter flere måneder, da Holger Rune igen kunne bevæge sig normalt, at kiloene begyndte at rasle af.
Og derfor er den danske verdensstjernes fysik nu tilbage til dér, hvor den skal være, forklarer tennismoren
»Han er gået ned i fedtprocent, og så har han fået mere muskelmasse på overkroppen,« afslutter hun.
Danmarks bedste herrespiller har været skadet siden midten af oktober, hvor det pludselig gik galt ved Nordic Open i Stockholm.
Holger Rune har dog planer om endelig at gøre comeback i næste måned i henholdsvis Canada og USA.