Rune var glad for sin offensive tilgang i comeback
Med power og spin viste Holger Rune i sit comeback prøver på den offensiv, han vil kendes for fremover.

Med power og spin viste Holger Rune i sit comeback prøver på den offensiv, han vil kendes for fremover.

Holger Rune var generelt meget tilfreds med sit spil, da han fredag fik comeback efter 11 måneder ude.
Særligt den offensive tilgang glædede den 23-årige dansker, der udlignede i Davis Cup-dysten mod Bulgarien ved at slå Iliyan Radulov med cifrene 6-3, 6-3.
- Hele min offensive spillestil gav mig en fed følelse. Jeg gav slip i slagene og slog frit igennem bolden med spin og masser af power. Det føltes fedt, lyder det fra Holger Rune.
- Det er sådan, jeg gerne vil spille i fremtiden, så det var et godt tidspunkt at starte med det på. Jeg tænkte, lad mig sætte barren højt og gå ud og levere det, jeg også vil senere til ATP- og grand slam-turneringer. Så det var positivt.
Det hører med til historien, at Rune startede blidt ud mod en modstander, der rangerer som nummer 596 på verdensranglisten.
Lørdag venter en udfordring af en helt anden kaliber, når den 35-årige Grigor Dimitrov står på den anden side af nettet.
Dimitrov har tre grand slam-semifinaler på sit cv, har ligget nummer tre i verden og vandt i 2017 ATP Finals.
De senere år har han døjet med skader, hvilket er en del af årsagen til, at han nu ligger nummer 128, men han viste prøver på sit stort anlagte spil, da han med besvær slog Elmer Møller i tre sæt fredag.
Mødet med Holger Rune bliver det femte. Rune slog Dimitrov på græs i Wimbledon 2023 samt på grus i Monte Carlo i 2024. Dimitrov slog Rune på hardcourt i Beijing og Brisbane i henholdsvis 2023 og 2024.
- Det bliver spændende. Det bliver en helt anden form for test, da han har klart mere erfaring. Vi har begge en match i benene, så det bliver interessant. Det er en god test for mig mod en spiller, som måske ikke er i toppen lige nu, men har haft en flot karriere, siger Holger Rune.
Efter fredagens singler er stillingen 1-1 mellem Danmark og Bulgarien. Lørdag klokken 12.00 spilles en double, hvorefter Rune møder Dimitrov. I en eventuel femte og afgørende kamp spiller Elmer Møller efter planen mod Iliyan Radulov.
Den samlede vinder skal i 2027 spille kvalifikation til Davis Cup Finals.
RITZAU