De to bedste teenagere i verden kommer ikke til at møde hinanden i Astana alligevel.

Der var lagt op til et teenagebrag i første runde af Astana Open, men Holger Rune kommer ikke til at møde verdensetteren Carlos Alcaraz alligevel.

Den danske tennisspiller stiller således ikke op til turneringen alligevel. Det fremgår af programmet for ATP 500-turneringen.

I stedet for Holger Rune er belgiske David Goffin trådt ind i turneringen, og han får altså fornøjelsen af at møde det 19-årige fænomen Carlos Alcaraz. De to skal møde hinanden tirsdag.

Det er uvist, hvad årsagen til Holger Runes afbud er, men det 19-årige talent har haft et tæt program på det seneste.

Efter en uges fornem tennis spillede han søndag finale i den bulgarske by Sofia, hvor han tabte til schweizeren Marc-Andrea Hüsler.

Efter den kamp gav han udtryk for, at han havde haft smerter i knæet og derfor skulle træffe en beslutning om, hvorvidt han kunne spille mod Alcaraz.

Søndagens finaleplads havde Holger Rune sikret sig ved at slå den stærke italiener Jannik Sinner i semifinalen.

Præstationerne i Sofia har sendt det danske tennistalent op som nummer 26 i verden på den nyeste ATP-rangliste, som er offentliggjort mandag.

Han er strøget fem pladser frem i forhold til den forrige udgave af verdensranglisten.

/ritzau/