Lyt til artiklen

2022 var et jubelår, men 2023 er ikke startet optimalt for Holger Rune.

Den danske tennisstjernes forberedelse til Australian Open har fået et kæmpe slag, da han har trukket sig fra opvarmningsturneringen i Auckland.

Dermed går Holger Rune ind til sæsonens første store mål, Australian Open, med kun én kamp i bagagen.

Det skriver flere medier, herunder tennisactu.net.

Der behøver dog slet ikke at være noget alarmerende i afbuddet i forhold til deltagelsen i Australian Open.

Ifølge mediet vil Rune hellere have en ekstra træningssession end at konkurrere i Auckland.

Efter nederlaget i første runde af denne uges ATP-turnering i Adelaide sagde han til DR, at han kommer til at ændre i sine planer.

»I de kommende uger bliver der ændret en del på de oprindelige planer, så de bliver tilpasset det, jeg har brug for,« sagde han til DR Sporten.

I samme interview fortalte Rune, at han har haft problemer med varmen og kroppen, hvilket prægede hans spil, da han mandag tabte til japanske Yoshihito Nishioka.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Holger Rune-lejren.