Holger Rune gad ikke at finde sig i det.

Og derfor brokkede han sig da også til dommeren med det samme.

For da den danske tenniskomet torsdag mødte Maxime Cressy i anden runde ved Australian Open, var der nemlig adskillige ting ved amerikanerens opførsel, der gik danskeren på.

Det forklarede han på et efterfølgende pressemøde, da B.T. spurgte ind til episoden på banen.

Holger Rune stormede torsdag videre til tredje runde.
Holger Rune stormede torsdag videre til tredje runde. Foto: FAZRY ISMAIL
Vis mere

»Der var mange ting, hvis man skal være ærlig. Han (Cressy, red.) kom en halv time for sent til kampen, og han brugte meget lang tid på sideskift, inden jeg skulle serve, samt imellem pointene,« påstod Holger Rune, inden han tilføjede:

»Jeg sagde det til dommeren mange gange, men han gjorde ikke noget. Det var lidt irriterende, men jeg forsøgte at holde fokus, selv om der var en masse små ting, der kunne irritere mig.«

Det var allerede efter de to første partier, at den 19-årige dansker henvendte sig til kampens dommer første gang.

Her pegede Rune på sit håndled, som om han havde et ur på, og signalerede, at Maxime Cressy brugte alt for lang tid i sine servepartier.

Maxime Cressy får kritik for sin opførsel af Holger Rune.
Maxime Cressy får kritik for sin opførsel af Holger Rune. Foto: PAUL CROCK
Vis mere

På trods af de mange irritationsmomenter formåede den unge dansker dog at holde hovedet koldt, da han på overbevisende vis vandt over den amerikanske servekonge i tre sæt.

Med cifrene 7-5, 6-4, 6-4 sendte Holger Rune sin modstander ud af den prestigefyldte grand slam-turnering.

I næste runde møder danskeren den franske tennisspiller Ugo Humbert.

Du kan læse B.T.s dom over torsdagens kamp lige HER.