A'hva sagde han?

»Så er der pres på den hollandske duo,« lød det muntert fra den amerikanske vært, da Caroline Wozniacki og Holger Rune gik i kamp ved Eisenhower Cup i Californien.

Han bliver dog noget overrasket, hvis de to danskeres fælles OL-drøm bliver til virkelighed denne sommer, for så foregår det altså i rødt og hvidt.

Den plan er de nemlig helt enige om, hvilket blev bekræftet, da de fik et spørgsmål af den anden vært, CoCo Vandeweghe, ved showkampene.

Foto: John G. Mabanglo/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Måske kommer vi til at se jer som en olympisk duo?

»Jeg håber det,« lød det enslydende fra dem begge.

Caroline Wozniacki og Holger Rune slog pjalterne sammen forud for Indian Wells, der begynder lige om lidt, og i selskab med en lang række andre verdensstjerner viste de prøver på deres kunne i double-disciplinen, men måtte se sig slået af Ben Shelton og Emma Navarro.

»Vi prøvede at vinde, men var lidt uheldige,« lød det med et smil fra Rune, før Wozniacki fik spørgsmålet om sine forhåbninger ved den rigtige turnering, der for hendes vedkommende starter natten til torsdag.

»Jeg håber at have et godt publikum bag mig, det er målet. Hvis nogen af jer ikke har planer, så spiller jeg her.«

Hun møder kinesiske Lin Zhu, der er nummer 62 på verdensranglisten.