Sidst de mødtes, slog det gnister i mediespalterne efterfølgende.

Men sådan bliver det forhåbentlig ikke denne gang, lød det fra Casper Ruud, da han spillede sig videre i Italian Open.

Lørdag skal han møde Holger Rune for første gang efter sidste års kvartfinale i French Open, hvor det efterfølgende fløj rundt med stikpiller og beskyldninger om løgne mellem de to rivaler.

»Vi har talt sammen efter det, der skete på Roland Garros, og jeg tror, vi begge har respekt for hinanden,« lød det fra Casper Ruud efter kvartfinalesejren i Rom.

Casper Ruud er Holger Runes næste modstander i Italian Open.
Casper Ruud er Holger Runes næste modstander i Italian Open. Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

Efter sidste års kamp mente Holger Rune, at Casper Ruud havde råbt ham ind i hovedet i omklædningsrummet efter kampen. Det afviste de med det samme i den norske lejr.

Og selvom de har fået talt ud om tingene, fortæller nordmanden også, at det ikke er fordi, danskeren er den, han er bedste venner med på ATP-touren.

»Jeg sendte ham ikke et julekort, og han sendte heller ikke et til mig, så jeg ved ikke, om vi ligefrem kan sige, vi er tætte. Men det er skønt at se skandinavisk succes. Det er virkelig godt for de nordiske lande,« sagde Ruud og fortsatte:

»Og selv med Ruusuvuori her og Ymer-brødrene fra Sverige, det er virkelig stærkt at have en gruppe fyre, der er gode, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Så vi fokuserer nok mest på tennis lørdag og forhåbentlig bliver det mere venskabeligt både under og efter kampen denne gang,« lød det med et glimt i øjet.

Holger Rune spillede sig onsdag videre til semifinalen i det italienske efter en forrygende sejr over superstjernen Novak Djokovic.

Her vandt danskeren opgøret 6-2, 4-6, 6-2.

Semifinalen mod Casper Ruud bliver spillet lørdag, og du kan følge kampen live her på bt.dk.