I en pressemeddelelse oplyser langtidsskadede Holger Rune, at han har taget hul på et genoptræningsforløb i Qatar.

»Vi kan ikke kontrollere alt her i livet, og det var et kæmpe chok, da skaden kom. Jeg ved, at jeg skal have stor tålmodighed og samtidig knokle benhårdt inden for de rammer, jeg kan og må.«

»Det er nyt og udfordrende på alle måder, men jeg synes, at vi i teamet har været kreative og har haft nogle dejlige, spændende og anderledes arbejdsdage,« siger Holger Rune.

Flere har ytret bekymring over, at Rune har indledt genoptræningen.

Men Runes mor, og manager, Aneke Rune, afviste mandag, overfor B.T., at der bliver taget nogen chancer.

»Uha, vi holder os 200 procent inden for de rammer, vi må – og endda de forsigtige af rammerne. Der er ingen vægtbæring på foden og ingen flex eller lignende. Holger yder maksimalt af, hvad han må, inden for de forskellige faser,« sagde hun.