De sad chokerede tilbage, da han pludselig faldt til jorden.

For da den danske tennisstjerne Holger Rune lørdag spillede sig videre ved Australian Open, var han nemlig tæt på at rende ind i en katastrofal skade, som i et kort øjeblik efterlod hans spillerboks mundlamme.

Undervejs i andet sæt vred han om på sin ankel, og efterfølgende slog han sin hånd voldsomt i faldet.

Derfor var det da også en lettet tennismor, der kunne se sin søn løbe på banen igen efter flere minutters nervepirrende behandling.

Holger Rune måtte have behandling i flere minutter.
Holger Rune måtte have behandling i flere minutter. Foto: PAUL CROCK
Vis mere

»Anklerne var heldigvis tapet op inden kampen, og den føles o.k. nu, siger Holger. Håndleddet får lidt is, og så skal han tjekkes ordentligt af lægerne,« siger Aneke Rune til B.T. og tilføjer:

»Men vi er optimistiske.«

Det var kort efter, at den 19-årige dansker havde vundet første sæt mod franske Ugo Humbert, at han vred om på anklen.

I flere minutter holdt hele John Cain Arena vejret, inden Rune kunne fortsætte kampen.

Chokket så dog ikke ud til at påvirke den unge dansker ret meget.

For Holger Rune spillede sig sikkert videre til fjerde runde ved den prestigefyldte grand slamturnering med cifrene 6-4, 6-4, 7-6.

Du kan læse B.T.s dom fra kampen lige HER.