Der er rift om Holger Runes tid.

Den unge tenniskomet er nemlig de seneste måneder blevet bombarderet med tilbud i indbakken fra store produktionsselskaber, der ønsker at følge danskeren tæt.

Det fortæller hans mor, Aneke Rune, da B.T. møder hende på træningsanlægget til Australian Open:

»Jeg har over 45 forespørgsler fra filmselskaber, der vil lave dokumentarer om Holger. Mails fra selskaber, der vil lave alt muligt med ham.«

Holger Rune er videre til anden runde ved Australian Open.
Holger Rune er videre til anden runde ved Australian Open. Foto: MARTIN KEEP
Vis mere

Interessen for den 19-årige dansker er ifølge Aneke Rune eksploderet efter sejren ved Paris Masters i november, og den er bestemt ikke blevet mindre, efter han har sparket døren ind til top 10 på verdensranglisten.

De mange henvendelser har dog blæst Rune-lejren så meget omkuld, at de derfor er nødt til at sige nej til stort set dem alle sammen.

»Vi prioriterer den danske presse og så den større internationale presse. Der er ikke tid til at bruge fem minutter hist og her konstant. Det går jo ikke,« fortæller Aneke Rune og tilføjer:

»Det prøver jeg så efter bedste evne at planlægge. Men det er virkelig svært, for vi skal heller ikke lukke ned for det hele.«

Der er dog indtil videre minimum ét tilbud, som danskeren har valgt at takke ja til.

For den meget omtalte Netflix-serie 'Break Point,' der følger nogle af verdens bedste tennisspillere, skal nemlig til at følge danskeren i optagelserne til sæson to.

Det afslørede han selv på et pressemøde tirsdag, efter han havde spilet sig videre til anden runde ved Australian Open.

»Vi er allerede i gang. De filmer en smule fra min næste kamp. Jeg spændt på det. Jeg tror, det bliver fantastisk,« forklarede Holger Rune.

Danskeren skal efter planen i aktion igen torsdag ved den prestigefyldte grand slam-turnering i Melbourne.