Holger Rune har fået styr på sit team til næste sæson.
For her vender den danske tennisstjernes tidligere træner Lars Christensen tilbage i en permanent rolle.
Det oplyser danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.
»Jeg kan bekræfte, at samarbejdet med Lars fortsætter i 2025. Her kommer teamet omkring Holger til at bestå af Lars Christensen, Kenneth Carlsen, Lapo Becherini (fysisk træner, red.) og Louis Fresneau (fysioterapeut, red.).«

Lars Christensen var pludselig tilbage på sidelinjen hos Holger Rune under blandt andet ATP 500-turneringen i Basel og Paris Masters i den netop overståede sæson.
Indtil da var han ellers træner for Clara Tauson. Parterne valgte dog at tage en pause fra samarbejdet efter US Open.
Og derfor gik der da heller ikke lang tid, før Rune-lejren rakte ud til Lars Christensen.
»Der var en rigtig god udvikling i Holgers spil i slutningen af den denne sæson, og derfor er det helt naturligt, at det er samme team, som kører tingene videre herfra. Holger er fuld af optimisme og glæder sig til at tage hul på den nye sæson,« lyder det videre fra Aneke Rune.
Dermed er Holger Runes barndomstræner altså tilbage i teamet, efter den unge komet i efteråret 2023 valgte at afbryde samarbejdet på grund af en skuffende periode.
Clara Tauson fortalte i sidste uge til B.T., at hun da heller ikke havde planer om at få tilknyttet Lars Christensen som træner i næste sæson.
I stedet bliver det danskerens kæreste, Kasper Elsvad, der skal rejse verden rundt med hende.
