Rune har udsigt til norsk rival i turneringscomeback
Holger Rune åbner ATP-comeback i Japan mod Kyrian Jacquet. I anden runde kan Casper Ruud blive modstanderen.

Holger Rune åbner ATP-comeback i Japan mod Kyrian Jacquet. I anden runde kan Casper Ruud blive modstanderen.

Holger Rune får fransk modstand, når han i denne uge spiller sin første ATP-turnering siden oktober sidste år.
Lodtrækningen til Japan Open parrede i første runde danskeren med Kyrian Jacquet, der rangerer som nummer 86 på verdensranglisten. Det bliver deres første møde.
Jacquet er i gang med at kravle op ad listen efter en god uge i kinesiske Hangzhou.
Her skal han mandag formiddag dansk tid spille semifinale mod russeren Andrey Rublev. Før den turnering lå Jacquet nummer 107 i verden.
Japan Open begynder på onsdag, men mødet mellem Jacquet og Rune bliver næppe den dag, hvis franskmanden når helt til finalen i Kina.
Rune dumpede mandag ned som nummer 188 efter 11 måneder uden turneringer, men kan stadig få adgang til de største turneringer på en såkaldt "protected ranking".
Rune rev akillessenen over i Stockholm Open i oktober og har siden genoptrænet frem mod et comeback.
Det fik han tidligere i september med to sejre, da Danmark besejrede Bulgarien i Davis Cup.
Skulle Rune vinde sin første kamp, kan han i anden runde tørne sammen med nordmanden Casper Ruud.
Den topseedede spanier Carlos Alcaraz kan blive modstanderen i en eventuel semifinale.
Turneringen i Tokyo er en ATP 500-turnering med en samlet præmiesum på 2.342.275 dollar, svarende til 15,3 millioner danske kroner.
RITZAU