Han har været helt oppe som nummer fire i verden. Og sidste år nåede han hele vejen til kvartfinalen.

Men noget tyder på, at Wimbledon-arrangørerne har glemt Holger Runes 2023-meritter.

For de engelske værter har nemlig placeret den danske tennisstjernes første par kampe på nogle af de små baner på det ikoniske anlæg i London de seneste dage.

Og lørdag var heller ingen undtagelse, da Holger Rune startede sin dramatiske kamp mod franske Quentin Halys på bane 18. En beslutning, danskeren ikke forstod ret meget af.

Henry Nicholls/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg var lidt overrasket over, at jeg skulle spille derude igen. Men det er, hvad det er. Jeg anmoder nok om at spille ude på bane 18 igen...det var i øvrigt en joke,« grinte stortalentet på et pressemøde efter sin sejr i tredje runde.

Her understregede han ligeledes, at han forsøgte at ignorere banevalget så meget, som han nu kunne.

»Jeg var ikke irriteret, for jeg har lært at styre mine følelser, når jeg føler, det går lidt imod mig. Men overrasket, ja, det var jeg over at blive sat derud igen,« sagde han og tilføjede:

»Men der var egentlig god stemning derude. Det er en god bane, men jo ikke det samme som at spille på Court 1 eller Centre Court. Så jeg må arbejde mig op.«

Tim Ireland/EPA/Ritzau Scanpix

Holger Rune endte dog med at spille den sidste del af lørdagens dramatiske opgør færdigt på netop Court 1, eftersom adskillige regnvejrspauser havde forsøgt at spolere det hele.

Og her formåede den danske tenniskomet at vinde opgøret i fem sæt efter et vanvittigt comeback, som du kan læse B.T.s dom over LIGE HER.

Med lørdagens sejr er danskeren nu klar til fjerde runde ved Wimbledon.

Her møder han den serbiske superstjerne Novak Djokovic mandag aften.

Du kan følge braget live på bt.dk.