Hun følger ham overalt, men alligevel er det kun ham, det skal handle om.

Den danske tennisstjerne Holger Rune har nemlig slået sit navn fast i verdenstoppen, og med på sidelinjen er hans mor, Aneke.

Men på trods af en massiv opmærksomhed på den blot 19-årige tenniskomet, er det ikke noget, der påvirker hverken hende eller sønnen.

»Holger kan rigtig godt lide events og store begivenheder, men på trods af opmærksomheden er han for mig stadig den samme, som han altid har været. Også selv om han bliver en større dreng, taler på en anden måde og har sine egne meninger,« siger Aneke Rune til B.T og tilføjer:

»Jeg føler ikke, at opmærksomheden er rettet på mig. For mig har det altid handlet om ham. Og det mener jeg helt ærligt. Det skal ikke handle om mig. Jeg er sammen med ham, som enhver anden mor er sammen med sin søn. Holger står bare på en lidt anden scene end de fleste.«

Den scene hedder i disse dage Wimbledon, og efter den sensationelle kvartfinaleplads ved French Open for blot en måned siden, er der høje forventninger til den unge dansker på det berømte græs i London.

Og med høje forventninger, kommer der endnu mere opmærksomhed på Rune-familien.

Det betyder dog ingenting, for sådan har det altid været, hvis man skal tro tennismoren.

Aneke Rune rejser verden rundt med sin søn.
Aneke Rune rejser verden rundt med sin søn. Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON
Vis mere

»Opmærksomheden er ikke gået stærkere, end det altid har gjort i vores lille verden. For os som familie har det altid været kæmpe stort, når han har opnået noget eller brudt igennem,« lyder det fra Aneke Rune.

Hun har derfor også altid rejst verden rundt med sønnen. Og her skifter hun nærmest konstant mellem to roller, forklarer hun:

»Når det er arbejdsrelateret omkring Holger, så har jeg en anden hat på, hvor jeg er struktureret og fokuseret, end når jeg er hans mor og er mere emotionel.«

Men er det ikke svært at adskille de to ting?

»Jeg har ikke svært ved det. Det har jeg aldrig haft. Jeg mikser ikke de to ting. Når det handler om arbejde, så er det arbejde. Og så er der ikke tid til, at noget skal være synd for nogen.«

Du har også dit eget liv ved siden af, hvor du driver en virksomhed. Kommer der et tidspunkt, hvor du skal vælge mellem den og så dét at rejse rundt med ham?

»Altså, jeg kan godt lide at have travlt og desuden have mit eget ved siden af, så længe det kan lade sig gøre. Jeg har jo også min egen identitet. Men så længe, han har brug for mig, så længe er jeg her.«

Holger Rune spiller tirsdag eftermiddag sin første seniorkamp ved Wimbledon i karrieren.

Her møder den danske stjerne Marcos Giron fra USA, som er nummer 65 i verden.

Du kan som altid følge opgøret live her på bt.dk.