Holger Rune har tirsdag gennemgået en vellykket operation, efter at han lørdag rev akillessenen over i semifinalen i ATP-turneringen i Stockholm.

Det oplyser den danske tennisspiller i en pressemeddelelse.

Operationen fandt sted på privathospitalet Aleris-Hamlet i København og blev udført af Morten Boesen. De kommende uger vil Rune bruge på rehabilitering i Danmark.

- Jeg kommer til at knokle hver eneste dag, siger Rune i pressemeddelelsen.

Det er endnu for tidligt at gisne om, hvornår Rune er klar til at spille kamp igen.

- Det er ulykkeligt, og det har været nogle rigtig hårde dage, og jeg har været meget, meget ked af det, siger Holger Rune.

- Men jeg er glad for, at operationen er gået godt, og jeg skal nok komme igennem det her.

- Jeg ved, at det kræver tålmodighed, men jeg kommer til at knokle på med genoptræningen hver eneste dag og give alt, hvad jeg har i mig, for at komme stærkt tilbage, siger han.

Rune har optimismen intakt, og det skyldes ikke mindst den støtte, han har modtaget i de seneste dage, forklarer han.

- Jeg har modtaget så ufatteligt mange søde beskeder og hilsner fra fans over hele verden og fra familie, venner og kolleger, og det varmer helt vildt i en svær tid. Den kærlighed betyder virkelig meget, siger Holger Rune.

/ritzau/