Roger Federer er klar til ottendedelsfinalen i Wimbledon, efter at han sendte tysker ud i tredje runde.
London. Tennisstjernen Roger Federer spillede sig fredag i ottendedelsfinalen i Wimbledon, som han har vundet otte gange.
Det skete med en sejr i tre sæt over tyske Jan-Lennard Struff, der er langt nede på verdensranglisten. Schweizeren vandt kampen 6-3, 7-5, 6-2.
- Det er altid svært at finde rytmen og sørge for, at man sidder i førersædet, indtil kampen er ovre, når man møder en spiller, der server godt.
- Jeg var tilfreds med, at jeg bevarede roen og gjorde arbejdet færdigt. Jeg spillede godt i dag (fredag, red.). Det er en fantastisk følelse at gå ud på banen. Jeg tager kampene en af gangen og prøver at spille en god kamp.
- Jeg vil aldrig undervurdere nogen. Det holder mig skarp, siger Roger Federer ifølge Reuters.
Både onsdag og mandag i denne uge vandt Federer også sine kampe i tre sæt, og han kan nu øjne sin egen rekord for antal vundne sæt i træk i grand slam-turneringen i England.
Roger Federers egen rekord lyder på 34 vundne sæt i træk.
Den stammer fra 2005-2006, og med sejren i tre sæt over Struff nåede Federer op på 29 vundne sæt i træk i denne ombæring.
I første sæt brød schweizeren Struff til 4-2 og kørte derefter sættet hjem, mens andet sæt mellem de to spillere var ganske tæt frem til 5-5, hvor begge holdt deres servepartier.
Her brød Federer så til 6-5 og servede sættet hjem.
I tredje sæt lagde begge spillere ud med at holde deres servepartier, men Federer brød til 2-1 og igen til 5-2, og derfra var der ikke meget stille op for Struff, da Federer med et rent parti servede sejren hjem.
I ottendedelsfinalen møder Schweizeren Adrian Mannarino fra Frankrig, der er nummer 26 i verden.
Går Federer hele vejen i turneringen vil han have vundet Wimbledon ni gange i alt, efter at han sikrede sin ottende Wimbledon-titel i fjor.
Han vil samtidig nå op på i alt 21 grand slam-titler.
/ritzau/