Hvis der spilles flere internationale tennisturneringer i 2020, bliver det uden Roger Federer som deltager.

38-årige Federer er blevet hasteopereret i sit højre knæ og vender først tilbage til tennisbanen næste år.

Det skriver den schweiziske stjerne i et opslag på Twitter.

'Jeg har brug for tid til at blive 100 procent klar til at spille på højeste niveau.'

'Jeg kommer til at savne mine fans og touren inderligt, men jeg ser frem til at se jer alle sammen på touren i begyndelsen af 2021-sæsonen,' skriver han.

Federer blev opereret i knæet i februar, men endnu en operation blev altså nødvendig for få uger siden.

Tennissæsonen er som meget andet blevet paralyseret af coronavirus og vender tidligst tilbage i august.

Flere tennisspillere, heriblandt den australske verdensetter hos kvinderne, Ashleigh Barty, og spanske Rafael Nadal har udtrykt bekymringer ved en for tidlig genoptagelse af tennisturneringerne.

Nadal har sagt, at han tvivler på, at tennissæsonen overhovedet genoptages i år, og han har også udtrykt bekymring for Australian Open i januar næste år.

Federer er en af de største tennisspillere i historien. 20 gange har han løftet et trofæ som vinder af en grand slam-turnering, og han har dermed rekorden for flest grand slam-titler hos herrerne.

Ifølge finansmagasinet Forbes var Federer den bedst betalte atlet i verden med en indtægt på 106,3 millioner dollar før skat, hvilket svarer til knap 700 millioner kroner efter den nuværende kurs.