Drama på milliardærøen!

Helt uforvarende blev den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki rodet ind i en sag, hvor hverken hun eller manden David Lee havde den fjerneste skyld.

Deres bil var blevet snuppet i en garage ved Fisher Island Club, og det er omdrejningspunktet i en sag, hvor supermodellen Karolina Kurkova og hendes mand Archie Drury har sagsøgt stedet, fordi de er blevet bortvist - blandt andet på grund af den episode.

Fisher Island, der ligger ud fra Miamis kyst, huser den ene milliardær efter den anden, og medlemskabet til Fisher Island Club koster 1,6 mio. kr. fra start og årligt omkring 250.000 kroner.

Fisher Island Club har brugt episoden som påskud for at kyle Drury og Kurkova ud, selvom Wozniacki og Lee ikke har meldt det til politiet, mener de udstødte.

Ifølge Page Six var sagen på alles læber på den luksuriøse ø tilbage i 2024.

Den tjekkiske model Karolina Kurkova med manden Archie Drury.
Den tjekkiske model Karolina Kurkova med manden Archie Drury. Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix

I de amerikanske retsdokumenter fremgår det, at de udstødtes advokater argumenterer for, at de to par havde identiske biler - nemlig en hvid Range Rover - og at Drury havde 'betydelige problemer med sit syn' den dag, hvor han kørte afsted i den forkerte bil.

Herefter blev det forklaret, hvordan Drury uden videre kunne køre afsted i et andet køretøj end sit eget.

»Som mange beboere efterlod sagsøger Drury regelmæssigt sine nøgler i sin bil, ligesom den anden ejer af den lignende hvide Range Rover.«

»Fisher Island er et sikkert sted, og der har aldrig været været et biltyveri på øen, og der var heller ikke et, da sagsøger Drury utilsigtet kom ind i den forkerte hvide Range Rover.«

Den civile retssag mellem rigmanden og Kurkova mod Fisher Island Club kører endnu til trods for 42 høringer gennem de sidste to år.