Førstedagen af Wimbledon er ikke kommet i gang til tiden på grund af regn over tennisanlægget.

Dette års udgave af den store tennisturnering Wimbledon har fået en træg start.

De første kampe var planlagt til at gå i gang klokken 12 dansk tid, men regn betyder, at spillet ikke er kommet i gang til tiden.

Verdensetteren Novak Djokovic er blandt de spillere, der indleder turneringen mandag, men det er uvist, hvordan udsættelsen påvirker serberens åbningskamp mod den britiske teenager Jack Draper.

Der er fuldt program hos både herrerne og kvinderne, og regnvejret kan betyde, at det bliver svært at få gennemført de planlagte kampe på åbningsdagen.

Wimbledon har mandag klokken 13 dansk tid endnu ikke meldt ud, hvornår spillerne kan indtage banerne syd for London.

Af et opslag på Twitter fremgår det dog, at tilskuerne fortsat ankommer til tennisanlægget.

Danske Clara Tauson skal efter planen først i aktion tirsdag i kvindernes række.

/ritzau/