Hvor er Peng Shuai? Og er alt okay?

Det er et spørgsmål, der er blevet stillet flittigt i tennisverdenen de sidste mange dage, efter tennisstjernen i starten af november anklagede en kinesisk toppolitiker for seksuelt overgreb.

Den seneste stemme i sagen kommer fra Naomi Osaka.

»Censur er aldrig i orden. Jeg håber, Peng Shuai og hendes familie er i sikkerhed og okay. Jeg er i chok over den nuværende situation, og jeg sender masser af kærlighed og lys i hendes retning,« lyder det onsdag i en officiel udmelding fra Naomi Osaka.

For godt nok fortalte tenniskvindernes organisation WTA mandag aften, at Peng Shuai på trods af ikke at have givet livstegn fra sig i flere uger var i sikkerhed.

»Vi har fra flere kilder - blandt andet det kinesiske tennisforbund - fået bekræftet, at hun er i sikkerhed og ikke er under fysisk trussel,« sagde formanden Steve Simon i den forbindelse.

Men det har bestemt ikke manet til ro eller stoppet snakken om den 35-årige kineser, der i et opslag på Twitter fortalte om den hændelse, der fandt sted for tre år siden.

Opslaget blev hurtigt slettet, men blandt andre CNN nåede at se det og kunne fortælle, hvordan Peng Shuai beskrev, at toppolitikeren tog hende med til sit hus og 'tvang hende til at have et forhold', ligesom hun understregede, hun ikke gav samtykke til at have sex med ham den dag.

Siden har ingen hørt fra hende, hun har intet opdateret på sociale medier, hun har ikke udtalt sig om opslaget, og det har startet flere debatter i kølvandet på den mystiske situation.

For dels mener mange, at der bliver lukket ned for hendes stemme. En censur, der ikke er okay, har det lydt. Derudover trender hashtagget #WhereIsPengShuai helt vildt på de sociale medier.

Dels blandt dem der stadig er bekymrede for, hvordan Peng Shuai har det, men også blandt dem der ønsker at støtte hende i kølvandet på udmeldingen.

Siden historien for alvor så dagens lys, er der kommet mange tusinde opslag med hashtagget, og flere skriver også om problematikken i, at der ikke blev skrevet om Peng Shuai, før hun havde været væk i to uger, og der er ikke kommet officielle udtalelser fra hverken forbund eller myndigheder i Kina.

'Hvorfor er der ikke endnu flere, der er bekymrede over, at en verdensklasse tennisspiller er forsvundet og ikke er blevet set, efter hun anklagede en politiker for seksuelt overgreb?!' lyder en af de mange kommentarer.

Det er ikke første gang, Kina er blevet ramt af en MeToo-skandale, men man mener, Peng Shuai er den første, der er stået frem og har involveret et højtstående medlem af den kinesiske kommunistiske regering.

Maden hun har anklaget, Zhang Gaoli, var vicepremierminister i Kina fra 2013 til 2018. Han har endnu ikke kommenteret på det nu slettede opslag.