Det er træls at tabe.

Især når pokalen står lige for næsen af én, og man så må se sig slået i finalen.

Den situation befandt den belarusiske tennisstjerne Aryna Sabalenka sig i lørdag, og derfor fik følelserne da også frit løb.

Det skriver Express.

Efter finalenederlaget til Elena Rybakina smadrede hun nemlig sin ketsjer i arrigskab.

Og kort efter kom en kameramand lidt for tæt på, hvilket den rasende tennisspiller reagerede på ved at vifte ham væk, mens hun sagde: 'Fuck af'.

Aryna Sabalenka har ligget som verdens nummer 1 i tennis i 104 uger i alt igennem sin karriere. Foto: Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix

I stedet panorerede tv-kameraet hen mod sejrskvinden Elena Rybakina, og tv-seerne kunne derfra følge hendes fejring.

Aryna Sabalenka havde inden sit nederlag vundet turneringen de foregående to år.

Det er derimod 27-årige Elena Rybakinas første US Open-sejr.

Finalen i mændenes US Open spilles søndag 13. september. Den kamp står mellem Alexander Zverev og Ben Shelton.

Ingen af de to superstjerner har tidligere vundet turneringen.

Amerikanske Ben Shelton har endda aldrig været i en finale i en grand slam-turnering, så første gang bliver altså på hjemmebane.

Det er dog op til tyskeren, der har vundet en enkelt grand slam i form af French Open tidligere i år, at sætte en stopper for fejringen hos hjemmebanepublikummet.