Rafael Nadal spillede sig i tredje runde i Wimbledon, hvor verdensetteren møder 19-årig australier.

London. Rafael Nadal spillede sig torsdag videre til tredje runde i Wimbledon, da han sendte russiske Mikhail Kukushkin ud af turneringen i anden runde.

Den spanske verdensetter skulle bruge tre sæt, og han vandt opgøret med 6-4, 6-3, 6-4.

I tredje runde venter den purunge australier Alex de Minaur, som måtte ud i fire sæt, før han havde gjort det af med franske Pierre-Hugues Herbert tidligere torsdag.

For et år siden var Alex de Minaur nummer 244 i verden, men siden er det gået stærkt for den 19-årige australier, der efter lidt over tre timers tennis blev klar til at møde verdensstjernen Nadal.

Han ligger i dag nummer 80 på verdensranglisten og kom med i Wimbledon i år på et wildcard.

Mikhail Kukushkin lagde ud med at blive brudt til 0-2, og Nadal brød også i sidste parti i første sæt til 6-4.

I andet sæt blev russeren kun brudt til 3-1-føring til Nadal, og i tredje sæt var Kukushkin først til at bryde, da han øgede til 3-1-føring, men umiddelbart efter brød spanieren tilbage og udlignede også.

Da Nadal brød til 5-4, servede han sig til sejr i kampen.

Tidligere måtte Stanislas Wawrinka sande, at nedturen i grand slam-sammenhæng fortsatte torsdag.

Her måtte schweizeren sige farvel til turneringen i anden runde, da han tabte til Thomas Fabbiano.

Opgøret blev udsat fra onsdag på grund af regn, da Wawrinka var foran 6-5 i tredje sæt.

Italieneren havde vundet de to første sæt 7-6 (9/7) og 6-3, og han endte også med at tage tredje sæt 7-6 (8/6) og dermed vinde kampen.

Wawrinka har haft store problemer med en knæskade, som har krævet operation, og efter tidligere at have ligget nummer tre på verdensranglisten, så er han nu helt nede som nummer 224 i verden.

Efter tidligere at have vundet Australian Open, French Open og US Open, er det gået ned ad bakke i grand slam-sammenhæng.

Wawrinka røg således ud af French Open i første runde i år, hvor det også blev til et tidligt exit fra Australian Open i anden runde.

Ved Wimbledon i fjor måtte schweizeren sige farvel i første runde, mens han ikke stillede op i den seneste udgave af US Open.

Novak Djokovic blev også klar til tredje runde i Wimbledon torsdag, da serberen nemt besejrede argentinske Horacio Zeballos 6-1, 6-2, 6-3.

/ritzau/