Hubert Hurkacz strøg til tops i Miami Open, da han vandt finalen i to sæt over italieneren Jannik Sinner.

Noget overraskende hedder vinderen af dette års Miami Open Hubert Hurkacz.

Polakken, der er nummer 37 på verdensranglisten, tog søndag sin største triumf i karrieren, da han slog Jannik Sinner i finalen med cifrene 7-6, 6-4.

Med sejren rykker 24-årige Hurkacz op som nummer 16 i verden, når ranglisten mandag opdateres.

19-årige Sinner ligger nummer 31 i verden, og den italienske komet var favorit til at tage sejren.

Han blev dog brudt i sit første serveparti, og polakken bragte sig hurtigt på 3-0 i første sæt. Sinner fandt rytmen igen og brød tilbage, og i sættets sidste to partier brød de hinanden en gang hver.

Derfor skulle en tiebreak afgøre første sæt, og her var Hurkacz stærkest.

I andet sæt så Sinner ud til at have mistet troen på sig selv. Hurkacz kom hurtigt på 4-0.

Italieneren fik mod slutningen af sættet igen gang i sit spil, men da var det for sent, og Hurkacz kunne række armene over hovedet i jubel efter 1 time og 46 minutters kamp.

Miami Open rangerer som en Masters 1000-turnering lige under de fire grand slam-turneringer.

- Det føles fantastisk. Det er svært at sige noget. Jeg er så glad, sagde Hurkacz efter kampen.

På vej til finalen har han blandt andet slået verdensranglistens nummer fem, grækeren Stefanos Tsitsipas.

/ritzau/