Heller ikke Simona Halep når finalen i Miami Open efter et nederlag lørdag til Agnieszka Radwanska.

Miami. Topseedede Simona Halep fulgte lørdag andenseedede Caroline Wozniacki ud af WTA-turneringen Miami Open.

Rumæneren fik en god start på kampen mod Agnieszka Radwanska, men efter tre sæt var det polakken, der trak sig sejrrigt ud af opgøret i tredje runde med 3-6, 6-2, 6-3.

Natten til lørdag dansk tid blev Wozniacki ekspederet ud af turneringen i Florida af Mónica Puig, og dermed er turneringens to topseedede spillere ude før ottendedelsfinalerne.

Halep, der ligger nummer et på verdensranglisten, nåede heller ikke finalen i Indian Wells i sidste uge. Her tabte hun til japanske Naomi Osaka, der endte som turneringens vinder.

Halep er dog ikke i fare for at blive stødt fra ranglistetronen, når turneringen i Miami er ovre.

Overkvinden Radwanska har gode minder fra Miami. Hun vandt nemlig turneringen tilbage i 2012 med en finalesejr over Maria Sharapova.

I 2018 har hun dog kæmpet med at finde formen, og i Miami er det første gang, at hun vinder to kampe i streg siden januar.

I ottendedelsfinalen møder Radwanska enten Anastasija Sevastova eller Victoria Azarenka.

/ritzau/