En skadet Karolina Pliskova måtte opgive at fuldføre finalen i Italian Open, hvor hun fik klø af Simona Halep.

Den tjekkiske tennisspiller Karolina Pliskova har fået en kedelig optakt til grand slam-turneringen French Open.

Sportsligt har hun ellers set god ud i Italian Open, men mandag sluttede hun turneringen i Rom med et kedeligt aftryk. Her måtte tjekken nemlig trække sig i finalen mod topseedede Simona Halep.

På det tidspunkt førte Halep, verdensranglistens nummer to, med 6-0, 2-1 over Pliskova, der er nummer fire på verdensranglisten.

Pliskova var hæmmet og havde svært ved at bevæge sig hurtigt rundt på banen, og hun kunne derfor ikke spille på sit sædvanlige niveau.

Efter at have fået æg i første sæt på bare 20 minutter modtog hun behandling på sidelinjen, men uden held. Da hun kom bagud 1-2 i begyndelsen af andet sæt, opgav hun at spille videre i den så godt som afgjorte kamp, så hun ikke risikerede yderligere skavanker inden French Open.

Dermed sikrede Halep sig karrierens titel nummer 22 bare en uge før starten på French Open.

/ritzau/