Én ting fortæller meget præcist, hvad det er for et liv, Piotr Wozniacki har haft de seneste fire år.

Han er netop trådt uden for hjemmet i Miami, da B.T. ringer til ham for at stille et par spørgsmål om tennisdatterens planer for sæsonen.

Men inden Piotr Wozniacki når at give en status på træningen i USA, fortæller han først, hvordan det går med ét af børnebørnene.

»Vi har alt det, vi skal bruge, og Olivia går faktisk i børnehave nu. Så det er perfekt,« lyder det fra den stolte bedstefar.

Piotr Wozniacki er tilbage som tennistræner.
Piotr Wozniacki er tilbage som tennistræner. Foto: Sydney Low/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den mangeårige tennistræner har nemlig fire børnebørn, og to af dem ser han stort set hver dag for tiden, da han er i Miami for at hjælpe sin datter med drømmen om at nå til tops i tennisverdenen.

Og det er netop rollen som bedstefar, der har taget nærmest al hans tid siden Caroline Wozniackis karrierestop i 2020.

Indtil for få måneder siden. 

For han er endnu en gang tilbage i rollen som tennistræner, efter datteren har gjort comeback.

Caroline Wozniacki med sine forældre, Anna og Piotr Wozniacki, og to børn, Olivia og James.
Caroline Wozniacki med sine forældre, Anna og Piotr Wozniacki, og to børn, Olivia og James. Foto: Instagram/CarolineWozniacki
Vis mere

Piotr Wozniacki er dog helt ærlig, da han bliver spurgt ind til, om han havde savnet at rejse verden rundt og sidde på nogle af de mest ikoniske tennisarenaer.

Svaret er nemlig nej.

»Der kan jeg svare helt ærligt. Jeg savnede det ikke. Hverken tennisdelen eller atmosfæren, som alle ellers taler om,« forklarer han og fortsætter:

»For dér har jeg været engang, og der er en masse positive øjeblikke at huske tilbage på. Vi skabte et godt team og gode resultater, men det stoppede jo på en måde for mig ved Australian Open i 2020.«

I over 20 år stod han i spidsen for sin datters træning. Og her gav han alt, han havde.

Og selv om rutinerne er de samme. Turneringerne stadig bliver afviklet de steder, de gjorde dengang. Og de lange flyveture stadig sætter sig i kroppen. Så kunne han alligevel ikke lade være med at sige ja, da hans yngste barn sidste år kom til ham og fortalte, hun ville gøre comeback:

»Da Caroline kom til mig, var jeg overrasket. Men jeg kunne også høre på hende, at OL virkelig er hendes drøm.«

Piotr Wozniacki sagde derfor 'ja' til igen at rejse verden rundt og stå trofast på træningsbanen tidligt om morgenen. Hver dag.

Piotr Wozniacki var rørt, da datteren stoppede karrieren i 2020.
Piotr Wozniacki var rørt, da datteren stoppede karrieren i 2020. Foto: Greg Wood/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er bare på en anden måde, end han gjorde for fire år siden.

Nu handler det nemlig lige så meget om familietid som dét at vinde kampe.

Måske endda lidt mere.

»Det er selvfølgelig fantastisk at rejse rundt med hele familien og børnebørnene. Men for mig er det ikke det sportslige, der er det vigtigste. Det handler om at være glad og positiv,« fortæller Piotr Wozniacki videre.

Han forsikrer dog, at hverken han eller Caroline Wozniacki betragter de mange rejser som ferie, selv om hele familien rejser med rundt.

»Det er markant anderledes end at være på ferie, når vi er til turneringer. På en ferie har man fra start til slut det hele klar med logistik og planlægning. Det har man ikke til en turnering. Det er fuldstændig anderledes, for man ved ikke, hvor længe man er med,« afslutter han.

De kommende måneder kan Piotr Wozniacki se frem til at rejse verden rundt, når den danske tennisdronning tager på hul på en travl kalender.

Det kan du læse mere om LIGE HER.