»Han skal altså stoppe med at farve det hår dér. Det klæder ham altså ikke.«

Danske tennisfans kunne næppe lade være med at trække på smilebåndet, da de så Caroline Wozniacki spille sig videre til anden runde ved Miami Open tirsdag aften.

Her drillede danskerens bror, TV 2-kommentatoren Patrik Wozniacki, nemlig kortvarigt deres far, Piotr, da tv-kameraet pludselig zoomede ind på ham undervejs i opgøret.

Den mangeårige træner har nemlig flere gange forsøgt at farve sit hår, efter han er vendt tilbage i tennisverdenen på grund af datterens opsigtsvækkende comeback.

Piotr Wozniacki (th.) har farvet sit hår flere gange.
Piotr Wozniacki (th.) har farvet sit hår flere gange. Foto: Smg/Zuma/Ritzau Scanpix
Vis mere

Noget, der altså har fået Patrik Wozniacki til at stikke en smule til sin far. Der er dog absolut kun tale om smådrillerier, siger han til B.T.

»Han skal være ung. Det er jo det nye. Men han har gjort det før, for han synes, det er fedt, og det skal han da have lov til. Han prøver jo at være moderne igen. Og det må han så gøre med en ny hårfarve,« griner TV 2-tenniseksperten og fortsætter:

»Så kan man drille ham lidt med det, for jeg synes jo, det er sjovt, når han normalt er gråhåret.«

Det var dog ikke kun Patrik Wozniacki, som bed mærke i den nye frisure, hans far diskede op med til kampen.

For kort efter at have kommenteret på den, begyndte Patrik Wozniackis telefon nemlig at gløde, da det væltede ind med beskeder.

»Det er åbenbart blevet et stort samtaleemne. Jeg fik utallige beskeder, da jeg sad og kommenterede. Folk, der skrev: 'Hvad sker der med din fars hår?'« lyder det videre.

Med tirsdagens sejr er Caroline Wozniacki klar til anden runde ved Miami Open. Her møder hun torsdag aften ukrainske Anhelina Kalinina.

En kamp, som danskeren nærmest er tvunget til at vinde, hvis hun vil bevare håbet om en direkte plads ved årets næste grand slam.

Den historie kan du læse mere om LIGE HER.

Andre læser også