Ganske vist røg Caroline Wozniacki allerede i anden runde ud af US Open. Men der er fortsat håb om et stort dansk resultat ved Grand Slam-tennisturneringen i New York.

Således fik det 15-årige stortalent Clara Tauson den bedst tænkelige optakt til sin deltagelse i US Opens pigesinglerække, da hun lørdag vandt finalen ved »Les Internationaux de Tennis Junior Banque Nationale du Canada« 2-6, 7-6, 7-5 over ukraineren Viktoria Dema.

Turneringen er rangeret som en såkaldt Grade 1 og dermed en af sæsonens mest betydningsfulde.

Det er sjette gang Clara Tauson vinder en international juniorturnering i single. Herudover har hun vundet fire juniortitler i pigedouble.

I øvrigt forsøgte et andet dansk stortalent Hannah Viller Møller sig lørdag at kvalificere sig til US Opens juniorturnering, men i den altafgørende kamp mod russeren Anastasia Tikhonova tabte hun 2-6, 1-6.

Lodtrækningen til US Opens pigesinglerække blev foretaget sent lørdag i New York. Den formede sig sådan, at sjetteseedede Clara Tauson i første runde skal møde hviderusseren Viktoryia Kanapatskaya.

Hvis Clara Tauson vinder denne kamp, skal hun i anden runde møderen vinderen af kampen mellem en kvalifikationsspiller og amerikaneren Connie Ma, der er med i turneringen på et wild card.

Se også