Der var stjernestøv over søndagens US Open-finale.

For mens norske Casper Ruud og spanske Carlos Alcaraz havde gang i en særdeles underholdende finale i den prestigefyldte grand slam-turnering, havde adskillige berømtheder fundet plads på tribunerne.

På det enorme Athur Ashe Stadium i New York væltede det nemlig ind med kendisser søndag aften.

Blandt andre overværede ét af USAs største kendispar den historiske finale.

Devin Booker og Kendall Jenner på plads til søndagens finale.
Devin Booker og Kendall Jenner på plads til søndagens finale. Foto: JASON SZENES
Vis mere

Supermodellen Kendall Jenner og kæresten, basketballstjernen Devin Booker, var til stede og jublede flere gange, mens de to tennisspillere skabte et festfyrværkeri på banen.

Det samme gælder den ikoniske artist Jon Bon Jovi, som sad sammen med musikerkollegaen Rick Astley og så finalen.

Også Hollywood-skuespilleren Anne Hathaway, som har vundet både Oscar- og Emmy-statuetter i karrieren, var på plads til kampen, afslørede tv-billederne.

23-årige Casper Ruud og blot 19-årige Carlos Alcaraz fik ligeledes opbakning fra den mangeårige alpinløber Lindsey Vonn, som fulgte med fra tilskuerpladserne.

Jon Bon Jovi sammen med Rick Astley.
Jon Bon Jovi sammen med Rick Astley. Foto: JULIAN FINNEY
Vis mere

Den spanske teenager vandt søndagens opgør, som blev spillet natten til mandag dansk tid, 6-4, 2-6, 7-6, 6-3.

Det var Alcaraz' første grand slam-titel i karrieren, og med sejren overtager han førstepladsen på verdensranglisten fra russiske Daniil Medvedev.

Med sine blot 19 år er han samtidig den yngste nogensinde på verdensranglistens førsteplads i den åbne æra, som startede i 1968.