To uger efter, hun deltog i Caroline Wozniackis bryllup i Italien med David Lee, sætter den amerikanske tennislegende Serena Williams nu ord på sin oplevelse.

»Jeg elsker Caroline. Hun er en af mine allerbedste venner. Brylluppet var magisk, og det smukkeste jeg nogensinde har deltaget i,« sagde Serena Williams på pressemødet efter hendes førsterundesejr i Wimbledons damesinglerække på 6-2, 7-5 over italieneren Giulia Gatto-Monticone.

Serena Williams var med alle tre dage Caroline Wozniackis bryllups-festligheder varede.

»Det var dejligt at være med til at fejre hende, og hvad angår mig selv, havde jeg en rigtig god tid i Italien,« sagde Serena Williams med et stort smil.

Serena Williams besejrede Giulia Gatto-Monticone 6-2, 7-5 i damesinglerækkens første runde ved Wimbledon-turneringen i London.
Serena Williams besejrede Giulia Gatto-Monticone 6-2, 7-5 i damesinglerækkens første runde ved Wimbledon-turneringen i London. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Hun var tilfreds med sit avancement til turneringens anden runde, hvor der nu venter en kamp mod den slovenske kvalifikationsspiller Kaja Juvan..

»Jeg er glad for, at jeg vandt. Det er jo ikke mange kampe, jeg har spillet i år, så hver eneste gang, jeg er på banen, lærer jeg en masse,« sagde Serena Williams.

Der har været talt om, at hun i Wimbledon skulle spille mixeddouble med skotten Andy Murray, der er på vej til at indstille karrieren.

Men på pressemødet sagde Serena Williams, at beslutningen ikke er taget endnu.