Serberen Novak Djokovic vandt lørdag med 6-2, 6-1 over Alexander Zverev fra Tyskland i Shanghai Masters.

Shanghai. Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic er klar til finalen i ATP-turneringen Shanghai Masters.

Det sker efter en overbevisende sejr på 6-2, 6-1 over tyskeren Alexander Zverev.

Serberen leverede en noget nær perfekt indsats og skulle kun bruge en time på at sikre finalepladsen.

Han afgav ikke et eneste serveparti i kampen, og dermed har serberen holdt serv i de seneste 37 servepartier i denne uge.

I første sæt brød Djokovic tyskerens serv til stillingen 4-2 og igen til 6-2 og hev dermed sættet hjem.

I andet sæt blev det igen til to servegennembrud fra Djokovic.

- Jeg gjorde alt det, jeg havde til hensigt i min ende. Det virkede alt sammen, og det har givet et par perfekte kampe.

- Der er en masse positivt at tage med fra kampene i denne uge, siger Djokovic ifølge nyhedsbureauet AP.

I finalen skal serberen overraskende møde kroaten Borna Coric, der i den anden semifinale slog favoritten Roger Federer med 6-4, 6-4.

Djokovic ligger nummer tre på verdensranglisten, som lige nu toppes af spanieren Rafael Nadal.

/ritzau/