Naomi Osaka stiller ikke op i næste uges WTA-turnering. Det er endnu uvist, hvor lang pause hun vil holde.

Det bliver uden Naomi Osaka, når næste uges WTA-turnering afvikles i Berlin.

Mandag bekræfter de tyske arrangører, at den japanske tennisstjerne ikke stiller op i græsturneringen i den tyske hovedstad. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Osaka trak sig i sidste uge fra French Open efter at have vundet sin første kamp. Inden turneringen havde hun meddelt, at hun ikke ville stille op til presseseancer.

Det gjorde hun derfor ikke efter sin sejr i første runde, hvilket førte til en bøde og en advarsel om, at hun kunne ende med at blive smidt ud af grand slam-turneringen.

Det fik derefter Osaka til at trække sig. I samme ombæring fortalte japaneren, at hun har kæmpet med depression, og at møder med pressen i flere tilfælde har ført til tilfælde med angst.

Verdensranglistens nummer to sagde i den forbindelse, at hun agtede at tage en pause fra tennis. Det er uvist, hvornår Osaka vender tilbage.

Wimbledon spilles i år fra 28. juni til 11. juli, og senere på sommeren er der som bekendt OL i Osakas hjemland, Japan.

/ritzau/