Det trækker op til et karrierestop for det amerikanske tennisikon Serena Williams.

I et interview med Vogue antyder hun, at ketsjeren snart lægges på hylden.

»Jeg vil udvikle mig væk fra tennis,« lyder det fra Williams, der har vundet 23 grand slam-titler i single.

Ordene pension eller karrierestop tager hun dog ikke i sin mund.

»Jeg har aldrig kunnet lide ordet pension. Det føles ikke som et moderne ord for mig. Jeg har tænkt på det her som en overgang,« forklarer den 40-årige stjerne.

»Måske er evolution det ord, der bedst beskriver, hvad jeg har gang i. Jeg er her for at fortælle dig, at jeg er ved at udvikle mig væk fra tennis, mod andre ting, der er vigtige for mig,« siger Serena Williams til Vogue ifølge Reuters.

I det lange interview fortæller hun, at hun ikke har brug for en specifik afskedsturnering til at sige farvel.

Hun deltager i denne uge i WTA-turneringen i Toronto, hvor hun mandag spillede sig videre med en sejr over spanske Nuria Párrizas-Díaz.

Det har ellers været småt med optrædener for hendes vedkommende i mere end et år.

Da hun deltog i sommerens Wimbledon, var det hendes første deltagelse i en singleturnering siden Wimbledon i 2021. I begge udgaver måtte hun se sig slået i første runde.

Tidligere var hendes sejre nærmest en selvfølge, og hun er den mest vindende spiller hos kvinderne i den åbne æra med sine 23 grand slam-titler i single.

Hun vandt sin første af slagsen ved US Open i 1999, og flere medier vurderer, at dette års US Open kan blive hendes sidste turnering på topplan.

Desuden har Williams vundet OL-guld fire gange, tre af dem i double.

I 319 uger har hun ligget nummer et på verdensranglisten.