Clara Tauson fik undervejs behandling, da hun slog belgieren Magali Kempen i tyske Altenkirchen.

Den danske tennisspiller Clara Tauson er klar til fredagens kvartfinaler i ITF-turneringen i tyske Altenkirchen.

Torsdag vandt den 20-årige dansker også sin anden kamp i turneringen. I en nærmest tom hal vandt hun med cifrene 7-5, 2-6, 6-3 over belgieren Magali Kempen, der er verdens nummer 198.

Tauson, der er nummer 128 på verdensranglisten, var undervejs hæmmet af en skade og måtte igennem en sejtrækker, før sejren var hendes.

Tauson var i store problemer allerede i første sæt, efter at hun blev brudt til stillingen 3-4.

Kempen servede sig på 5-3 og havde ved denne stilling sætbold i danskerens serv.

Tauson afværgede imidlertid, og det gav hende endelig overtaget i kampen. Hun brød til 5-5, og ved hjælp af belgiske dobbeltfejl brød Tauson igen til sætsejr 7-5.

Danskeren nåede endda at vinde fem partier i træk, da hun også servede sig på 1-0 i andet sæt, men så vågnede Kempen.

Belgieren vendte 0-1 til 5-2, men med til historien hører, at Tauson virkede hæmmet, og da hun blev brudt til 2-5, tog hun sig til ryggen, der holdt hende ude af spil i store dele af 2022.

Tauson fik behandling ved sidebyttet, inden hun tabte andet sæt 2-6.

Danskeren forsøgte at afgøre boldene hurtigt, men havde sjældent succes med formlen. Blandt andet flere forsøg på stopbolde havnede i nettet, og snart førte Kempen også med 2-0 i det afgørende sæt.

Frustration og afmagt lyste ud af Tauson, der i det efterfølgende parti brokkede sig til dommeren over en kendelse. Det lykkedes dog at reducere til 1-2 i egen serv.

Kempen servede sig på 3-1, inden Tauson for alvor svarede igen og vendte kampen på hovedet endnu engang. Tauson brød til 3-3, inden hun overvandt store vanskeligheder i egen serv og kom foran 4-3.

Derpå fulgte et langt parti, der kunne gå begge veje, men det lykkedes Tauson at sikre det vitale servegennembrud. I det efterfølgende parti servede Tauson sejren hjem efter 2 timer og 13 minutters spil.

Først senere torsdag findes Tausons næste modstander.

/ritzau/