Clara Tauson tabte natten til tirsdag dansk tid 2-6, 6-2, 1-6 til kinesiske Wang Xinyu i San Diego.

Den danske tennisspiller Clara Tauson er færdig i WTA 500-turneringen i San Diego.

Det står klart, efter at hun natten til tirsdag dansk tid tabte 2-6, 6-2, 1-6 til kinesiske Wang Xinyu i 16.-delsfinalen.

Mens Clara Tauson er nummer 92 på verdensranglisten, er Wang Xinyu nummer 41.

Clara Tauson blev første gang brudt i fjerde parti af første sæt, som hun aldrig kom tæt på at vinde.

I andet sæt var hun også ved at blive brudt i fjerde parti, men Clara Tauson lykkedes med at afværge fire breakbolde og endte med at vinde.

Det viste sig at være et midlertidigt vendepunkt for danskeren, der i det efterfølgende parti brød Wang Xinyu for første gang.

I partiet efter holdt Clara Tauson serv, før hun igen brød Wang Xinyu til stillingen 5-2.

Hun skulle dermed blot holde serv for at tage sættet, hvilket hun rigtignok gjorde.

Luften gik dog af ballonen i tredje sæt, hvor Wang Xinyu brød danskeren hele tre gange og vandt 6-1.

/ritzau/