Caroline Wozniacki er klar til ottendedelsfinalerne i WTA-turneringen Wuhan Open, og her venter veninden Agnieszka Radwanska.

Radwanska er seedet som nummer tre i turneringen i Kina, men Wozniacki, der er i storform med syv sejre på stribe, fører 9-4 over polakken i indbyrdes opgør, og den 26-årige dansker har vundet de seneste fire kampe.

Det seneste møde mellem de to veninder fandt sted så sent som i lørdags, da de tørnede sammen i semifinalen ved Pan Pacific Open i Tokyo. Her sejrede Wozniacki 4-6, 7-5, 6-4 efter en maraton-dyst på sin vej mod titlen i Japan.

27-årige Radwanska slog i anden runde af turneringen i Kina russiske Ekaterina Makarova med 6-4, 6-1 i en kamp, hvor hun kun lavede fem uprovokerede fejl og vandt otte ud af de sidste ni partier.

Efter kampen så hun frem mod endnu en duel med Wozniacki.

»Vi spiller altid gode kampe, så jeg forventer ikke, at det bliver let. Vi har lige spillet tre timer i Tokyo, så vi kan have endnu et slag foran os,« sagde Radwanska.

Det skriver WTA på sin hjemmeside.

Agnieszka Radwanska, der ligger nummer fire på verdensranglisten, har ikke de bedste erfaringer fra Wuhan Open. Hun har tidligere tabt i sin første kamp i turneringen.

I 2014 røg polakken ud til Caroline Garcia fra Frankrig, og sidste år tabte hun i første runde til amerikanske Venus Williams.

»Jeg håber bare, at jeg kan spille noget mere god tennis i Kina og håber, jeg kan vinde i næste runde,« sagde Radwanska efter sejren over Makarova.

I så fald skal hun altså besejre Caroline Wozniacki, der har vundet 12 ud af sine seneste 13 kampe.