Caroline Wozniacki står foran mere succes i de kommende uger, hvor kvindernes verdenselite i tennis spiller turneringer i Asien.

Sådan lyder forudsigelsen fra tenniseksperten Michael Mortensen, efter at Caroline Wozniacki søndag morgen dansk tid vandt sin første titel i år via en finalesejr i Pan Pacific Open i Tokyo - en turnering hun også vandt sidste år.

- Hun stortrives i Østen, der har hun altid gjort det godt. Det virker som om, hun lader sig inspirere af at komme tilbage til steder, hvor hun tidligere har vundet turneringer og spillet godt.

- Derfor er jeg meget fortrøstningsfuld med henblik på turneringerne i Wuhan og Beijing og de øvrige turneringer, der kommer i den kommende periode.

- Caroline kommer med en masse selvtillid, og der er god grund til at have høje forventninger til hende, for hun har spillet på et meget højt niveau siden US Open sidste år, siger Michael Mortensen, der tidligere har trænet Wozniacki.

Han hæfter sig ved, at hun i Tokyo viste stort fysisk overskud og spillede på et "ekstremt højt niveau", efter at hun fik en ny livline, da hun afværgede to matchbolde imod sig i kvartfinalen.

- Derfra spillede hun progressivt og viste stor fightervilje. Det var virkelig beundringsværdigt.

- I semifinalen satte hun ikke en fod forkert mod Garbiñe Muguruza (verdensranglistens nummer et, red.), og det gode spil tog Caroline også med over i finalen.

- Det var meget opmuntrende, og det lover godt for de kommende turneringer, siger Michael Mortensen.

Inden søndagens finalesejr i to sæt over Anastasia Pavlyuchenkova havde Wozniacki tabt sine seks første finaler i år.

Den kedelige stime har omgivelserne formentlig tillagt større vægt end Wozniacki selv, vurderer Michael Mortensen.

- Der har været meget fokus på, at hun ikke har vundet i de seks finaler, men hun har trods alt været med i mange år og kan nok bedre acceptere og håndtere, at hun ikke vinder alle finaler, selv om hun selvfølgelige spiller for at vinde hver gang.

- Jeg var selv sammen med hende i Båstad i sommer, og der kunne jeg mærke, at hun virkelig trives, og hun ikke lægger unødvendigt pres på sig selv.

- Når det så er sagt, så tror jeg alligevel, det er en form for forløsning for hende at kunne mane historien, om at hun ikke kan finde ud af at spille en finale, i jorden, siger han.

Wozniacki spiller i næste uge i kinesiske Wuhan. Hun sidder over i første runde. I anden runde skal hun møde Maria Sakkari fra Grækenland. Den kamp spilles formentlig tirsdag dansk tid.

/ritzau/