Efter skulderproblemer er Novak Djokovic igen klar til at spille turneringer. Han får comeback i næste uge.

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic står foran et comeback efter at have døjet med en skulderskade i lidt under en måned.

Verdensetteren har meldt sig klar og vil deltage i Japan Open i Tokyo i næste uge. Det siger en pressemedarbejder fra serberens stab til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge serbiske medier har den 16-foldige grand slam-vinder sagt, at han nu har trænet i to dage uden at have smerter.

- Det gør mig meget optimistisk, at jeg kommer til at deltage i den sidste del af sæsonen, ligesom jeg havde planlagt, siger Djokovic til serbiske medier ifølge AFP.

Den 32-årige stjerne har ikke spillet en kamp, siden han natten til 2. september dansk tid var i aktion ved grand slam-turneringen US Open. Her måtte han trække sig i fjerde sæt af kampen mod Stanislas Wawrinka på grund af skulderskaden.

På trods af sin ufrivillige pause fra at spille turneringer er Djokovic stadig nummer et på verdensranglisten. Spanieren Rafael Nadal ligger nummer to og er den eneste, der foreløbig har chancen for at vippe Djokovic af førstepladsen.

/ritzau/