Rygterne har svirret længe. Og det virker i den grad til, at Nick Kyrgios ikke vil skjule, at han ses en del med Anna Kalinskaya.

De to har for nyligt været på date, og her gav den australske tennisspiller et kys på panden til den 21-årige russer.

Det skriver Daily Mail, der også har billeder fra parrets hyggelige aften, der bød på tacos i Mexicos gader.

Anna Kalinskaya, der også er tennisspiller, gør da også sit for at puste liv i rygterne om, at hun danner par med den australske rebel.

Nick Kyrgios er kendt for sine vilde udtalelser og iltre temperament.
Nick Kyrgios er kendt for sine vilde udtalelser og iltre temperament. Foto: Aaron Doster
Vis mere

På sin story på Instagram har hun delt et billede fra en basketbane. Her har hun tagget Nick Kyrgios og tilføjet et hjerte.

De to blev set sammen, efter Nick Kyrgios trak sig fra Acapulco Open med en skade, og australieren har også delt nogle billeder på Instagram fra turen på basketballbanen.

Det var tilbage i august, at rygterne om Nick Kyrgios og Anna Kalinskaya for alvor begyndte at florere, da han blev set på tribunerne ved en af hendes kampe. Og en måned senere gjorde han i hvert fald sit til at fortsætte snakken omkring dem. På Instagram lagde Nick Kyrgios i hvert fald ikke skjul på, at han havde et godt øje til den talentfulde russer.

‘Mit ansigt, når jeg ser dig gøre din ting,' skrev han til en story med et billede af de to. Derudover havde han kommenteret på en del af hendes billeder på det sociale medie.