Nick Kyrgios er kendt for at være en mand, der bestemt ikke holder sin mening tilbage.

Og det har han heller ikke gjort, efter det kom frem, at tennisstjernen Novak Djokovic er blevet testet positiv for coronavirus.

Nick Kyrgios, der selv har nogle skandalesager på sit cv, har kommenteret på det i et opslag på Twitter, hvor han har delt en video, der lige nu høster stor opmærksomhed.

Først skal vi dog vende blikket mod det, der er gået forud. For Novak Djokovic arrangerede en tennisturnering, Adria Tour, der skulle samle penge ind til velgørenhed. En turnering, der skulle spilles på Balkan over fire weekender fra 13. juni til 5. juli.

Novak Djokovic står her med nogle af turneringens frivillige. Han har tidligere været ret skarp i sin retorik om coronavirus.
Novak Djokovic står her med nogle af turneringens frivillige. Han har tidligere været ret skarp i sin retorik om coronavirus. Foto: ANDREJ CUKIC
Vis mere

Første runde blev gennemført med tusindvis af tætstående tilskuere, og det var ikke kun tennis, der var på programmet for Novak Djokovic.

I løbet af weekenden var han også på besøg i Beograds natteliv, og det er en video fra det, der har fået Nick Kyrgios op i det røde felt.

'Jeg sender mine bønner til alle de spillere, der har fået coronavirus. Lad være med at komme efter mig for alt det, jeg har gjort, der er blevet kaldt 'uansvarligt' eller er blevet klassificeret som 'dumt'. Det her overgår det hele,' skriver australieren til en video, der viser hvordan blandt andre Novak Djokovic havde en fest i Beograd.

I videoen bliver der hoppet, danset og festet uden den afstand, som der ellers er blevet talt om er vigtig under coronapandemien.

En anden video, der også bliver delt flittigt, viser, hvordan Novak Djokovic og vennerne dansede limbo.

'Seriøst, hvor dum kan man være?' skriver en bruger, der har delt videoen, mens et andet klip viser, hvordan flere af festdeltagerne senere smed trøjerne.

Efterfølgende skulle flere af tennisstjernerne så spille turnering igen, denne gang i Kroatien, men kort tid efter fortalte Grigor Dimitrov i et opslag på Instagram, at han var blevet smittet med coronavirus, og han er ikke den eneste turneringsdeltager, der er blevet ramt.

Det samme er Borna Coric og Viktor Troicki, mens Novak Djokovics fysiske træner, Marko Paniki, også er blandt de smittede, ligesom Kristijan Groh, som er træner for Grigor Dimitrov.

Turneringen er siden blevet aflyst, og efter de kom hjem til Beograd, blev også Novak Djokovic og konen Jelena testet. Positive begge to.

'Jeg er meget ked af hvert eneste smittetilfælde. Alt, vi har gjort den forgangne måned, gjorde vi med et rent hjerte og ærlige intentioner. Vores turnering skulle samle folk og dele et budskab om solidaritet og medfølelse igennem regionen (...) Men desværre er virussen fortsat til stede, og der er en ny virkelighed, som vi stadig lærer at håndtere og leve med,' skrev Novak Djokovic efter den positive test.

Tennisstjernen har været særdeles skarp i sin retorik i forhold til corona-virussen, og han har blandt andet forklaret, at han mente, at man havde tiltænkt for drastiske tiltag mod corona-virus ved US Open.

Han har også forklaret, at han var imod en obligatorisk vaccination mod corona-virus.