Sponsorater fra Adidas og Rolex, toppen af verdensranglisten og masser af pengepræmier. Den danske stjerne Caroline Wozniacki har i flere år været blandt verdens bedste kvindelige tennisspillere, og det har ladet sig vise på bundlinjen.

På 10 år har Wozniacki tjent over 100 millioner kroner i præmiepenge, men det er langt fra det hele. Det har været de lukrative sponsoraftaler, der fylder Wozniackis bankkonto i stor stil. Bare fra 2013 til 2014 var hendes samlede indtjening på 61 mio. kroner – heraf 53 mio. udelukkende fra sponsorater.

Men den svulmende bankkonto har ikke fået lov at hvile. De mange penge er blevet investeret i fast ejendom verden over, siden Wozniacki og resten af familien forlod Danmark for fyrstedømmet Monaco tilbage i 2007. Det er tennisspilleren med de polske rødder langt fra den første danske sportsstjerne, der gør, men hun er alene om at gøre det verden over.

De mest medieomtalte ejendomme er at finde i New York, hvor Wozniacki i 2011 købte to lejligheder for omkring 60 millioner kroner. Den seneste ejendomsinvestering ligger i solbeskinnede Miami, hvor Wozniacki købte en penthouselejlighed kort efter bruddet med den daværende kæreste, golfstjernen Rory McIlroy, sidste år.

Der er dog også ubeskrevne investeringer som den i den polske hovedstad Warszawa. Wozniacki-familiens tilknytning til oprindelseslandet Polen fik dem i 2012 til at investere otte mio. kr. i en luksuriøs lejlighed i hjertet af Warszawa.

Ifølge BTs oplysninger var planen i første omgang at leje lejligheden ud til interesserede rigmænd, som så kunne benytte de private Wozniacki-gemakker som et luksushotel. Den polske penthouselejlighed er dekoreret med Caroline Wozniackis personlige effekter – heriblandt en specialbygget Lauge Jensen-motorcykel – og det skulle have vakt stor interesse blandt Wozniackis mere velhavende fans. Men en nat i Wozniackis hjem er det ikke blevet til for de interesserede. Lejligheden bruges mest af Caroline Wozniackis træner og far, Piotr, der i sidste ende har besluttet ikke at leje den ud, men i stedet bruge den selv sammen med konen Anna Wozniacki. Lejligheden bruges aktivt, da de to hyppigt besøger den polske hovedstad.

Caroline Wozniackis danske manager, Mikkel Nissen, har ikke ønsket at kommentere BTs oplysninger.

»Caroline Wozniackis investeringer anses for at være af privat karakter og ligge inden for hendes privatsfære, så derfor kan jeg hverken be- eller afkræfte,« siger han.

Wozniacki har selv tidligere udtalt, at hun ikke holder øje med sine bankkonti og ikke engang ved, hvor meget faren Piotr Wozniacki tjener som træner.

»Jeg har nok til at spise og købe pæne sko. Men for mig handler det om tennis og trofæerne. Jeg er ikke motiveret af penge,« udtalte hun til Wall Street Journal i september efter nederlaget i US Open-finalen til Serena Williams, hvor Wozniacki i første omgang glemte sin præmiecheck på næsten 10 mio. kr. og måtte tilbage for at hente den.

Og det kan meget vel være, at det handler om tennis og trofæer. Men én ting er sikker: Mens millionerne er rullet ind, er Wozniackis imperium vokset betragteligt dag for dag siden de spæde professionelle dage i 2005. Helt fra New York til Warszawa.

Klik på billedet og se, hvor Caroline Wozniacki har investeret sine millioner.

Wozniacki har ejendomme i flere dele af verden
Wozniacki har ejendomme i flere dele af verden
Vis mere