Videoen er for længst gået viralt.
Og folk er røget til tasterne.
Lørdag lagde Holger Rune nemlig en video ud på de sociale medier, hvor den danske tennisstjerne er i fuld gang med genoptræningen efter skrækskaden, han blev ramt af for lidt over en måned siden.
Her kan man blandt andet se den unge dansker med en kæmpe støvle på den ene fod, mens han hopper rundt på ét ben under en træning i Monaco. Du kan se videoen nederst i artiklen.
Et syn, der har skabt lidt bekymring i kommentarsporet fra tennisfans verden over. Flere frygter nemlig, at danskeren forhaster sin svære genoptræning efter at have overrevet sin akillessene i oktober.
Det viser et hurtigt udpluk fra X:
'Pas nu på. Hvorfor spiller du med en skinne få uger efter operation? På ét ben. Hoppende rundt. Mens du slår med forhånden. Hvem tager de her beslutninger? Vær nu klog.'
'Vær sød ikke at overgør det. Du har masser af tid til at komme tilbage. Du må ikke forhaste noget.'
'Jeg kan se, hvor meget tennis betyder for dig. Så vær sød at være tålmodig.'
'Sådanne skade kan påvirke én for evigt. Der er ingen grund til at slå til bolde lige nu.'

Det er dog ikke kun nogle af danskerens følgere, der er bekymrede.
For den tidligere top 20-spiller Daria Saville mener nemlig, at Rune skal passe på med træningsmængden.
'Som én, der har været igennem to korsbåndsoperationer samt en akillesseneoperation, kan jeg bare sige, at jeg var blevet sindssyg, hvis jeg havde presset mig selv så hårdt så tidligt.'
'Jeg tror dog, at Holger er lavet af noget andet, men jeg ved det jo ikke. Jeg kender bare til dét at brænde ud i et genoptræningsforløb alt for godt,' skriver australieren på det social medie.
Det er dog på ingen måde alle, der er bekymrende for Holger Rune efter at have set videoen. For adskillige af danskerens fans er nemlig voldsomt begejstrede for at se ham tilbage på træningsbanen.
Og hos Rune-lejren forsikrer man da også, at der absolut ikke bliver taget nogle forhastede beslutninger:
»Uha, vi holder os 200 procent inden for de rammer, vi må – og endda de forsigtige af rammerne. Der er ingen vægtbæring på foden og ingen flex eller lignende. Holger yder maksimalt af, hvad han må, inden for de forskellige faser,« fortæller danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.
Det endnu uvist, hvornår Holger Rune kan være tilbage på fuld kraft, efter han for fem uger siden overrev sin ene akillessene.

