Så faldt den sidste.

De var alle særligt udvalgt til hovedrollerne i Netflix' nye storsatsning Break Point, der for nylig ramte streamingtjenesten.

Men alle ti har nu lidt samme skæbne, og det får fans over hele verden til at tale om en såkaldt Netflix-forbandelse.

Alle ti tennisstjerner har pakket ketsjeren og er rejst hjem fra prestigefyldte Australian Open før tid.

Først måtte superstjernen Nick Kyrgios (19.-seedet) samt Ajla Tomljanovic og Paula Badosa (11) helt trække sig fra turneringen, før den overhovedet var servet i gang.

Så røg Matteo Berrettini (13) ud i første runde, mens Ons Jabeur (2), Casper Ruud (2), Taylor Fritz (8) og Thanasi Kokkinakis måtte pakke taskerne efter anden runde.

Fredag var turen kommet til den græske stjerne Maria Sakkari (6), og søndag formiddag faldt også sidste mand, Felix Auger-Aliassime (6), for forbandelsen i fjerde runde.

Tre af herrespillerne og to af kvinderne var seedet til at nå kvartfinalerne – Jabeur og Ruud var endda finaleseedet – men alle Netflix-stjernerne skuffede, inden de nåede så langt.

Det har fået Netflix UK & Ireland til at opdatere sin profiltekst på Twitter.

'Netflix-forbandelsen er ikke ægte,' skriver de.

Måske Danmarks tennisstjerneskud Holger Rune skal genoverveje, om han vil lade Netflix følge ham.