Emma Raducanu, et af tennissportens lysende håb, slår Serena Williams i første runde af Masters-turnering.

Den 40-årige tennislegende Serena Williams overlevede ikke første runde ved denne uges store Masters-turnering i Cincinnati i USA.

Williams, der for nylig antydede, at et karrierestop er lige op over, tabte 4-6, 0-6 til den britiske teenager Emma Raducanu.

Williams forlod efter nederlaget hurtigt banen uden at tale med journalister.

Den 19-årige Raducanu anses som en af fremtidens tennisstjerner, efter at hun i 2021 overraskende vandt US Open.

Kampen mod Williams, der blev spillet natten til onsdag dansk tid, var overstået efter 65 minutter.

Raducanu brød Williams i begyndelsen af begge sæt på vej mod sejren i hendes første og sandsynligvis sidste kamp mod Serena Williams, der har vundet 23 grand slam-finaler i single.

»Jeg var nervøs fra det første til det sidste point. Serena er farlig og i stand til at komme tilbage fra en hvilken som helst situation. Jeg var nødt til at være fokuseret,« siger vinderen.

Kampen var den kun fjerde for Serena Williams i denne sæson.

Hendes sæsonåbner var ved Wimbledon, hvor hun røg ud i første runde til Harmony Tan fra Frankrig, der på det tidspunkt var nummer 115 på verdensranglisten.

Hos herrerne vandt verdens nummer et, Daniil Medvedev, over Botic van de Zandschulp i anden runde ved Masters 1000-turneringen i Cincinnati.

Russeren slog hollænderen 6-4, 7-5.

/ritzau/AFP