Caroline Wozniacki kunne ikke forsvare titlen i China Open og ryger tilbage som nummer 24 på ranglisten.

Caroline Wozniacki falder fem pladser tilbage på verdensranglisten, efter at hun ikke lykkedes med at forsvare sidste års sejr i China Open.

Lørdag tabte den danske tennisspiller i semifinalen i turneringen, og det betyder, at Wozniacki på mandagens opdaterede liste ligger på en 24.-plads.

Det er hendes laveste rangering siden september 2016.

Ranglisten toppes af australieren Ashleigh Barty, der søndag tabte finalen i China Open til Wozniackis banemand Naomi Osaka fra Japan.

Triumfen i Kina sender japaneren en placering frem på listen til tredjepladsen. Karolína Plísková fra Tjekkiet er nummer to.

Lørdagens semifinale i China Open blev sæsonens sidste kamp for Wozniacki, og danskeren leverede en hæderlig indsats i nederlaget til Osaka efter et år, der har budt på udfordringer med den kroniske leddegigt og flere andre skader.

Efter opgøret fortalte danskeren, at hun nu tager en lille pause.

»Det bliver rart. Jeg vil tage en masse tid væk fra tennisbanen, genoplade og få min krop til at føle sig 100 procent igen, og så vil jeg begynde at komme langsomt tilbage,« sagde hun på et pressemøde ifølge TV 2 Sport.

Det er første gang i 11 år, at den danske tennisstjerne ikke har vundet en turnering i løbet af et kalenderår.

I det hele taget har 2019 været et år med flere ned- end opture, hvor også skader og leddegigtsygdommen reumatoid artritis har sat sit præg på præstationerne. Det betyder også, at Caroline Wozniacki ikke kommer med til årets sæsonfinale, da hun ikke har fået nok point.

Som Caroline Wozniacki konstaterer på pressemødet er det 'det tidligste hun nogensinde har afsluttet' en tennissæson. Først lige omkring nytår går 2020-sæsonen i gang igen med turneringer på den anden side af jordkloden, Her rejser WTA-touren traditionen tro til Australien og New Zealand for at skyde året i gang.

Den kommende sæson indeholder også et særligt højdepunkt i form af OL i Tokyo.