23-årige Medvedev havde stor ære af en sand gyserfinale. Men som så ofte før var Nadal stærk, når det gjaldt.

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal vinder sin 19. grand slam-titel med en sejr på 7-5, 6-3, 5-7, 4-6, 6-4 over russiske Daniil Medvedev i US Open-finalen.

Begge spillere fremviste spil af højeste klasse, og det var kun med nød og næppe, at Nadal i femte sæt efter knap fem timers spil fik hevet titlen hjem.

Sejren gør, at Nadal for alvor ånder Roger Federer i nakken i kampen om at have vundet flest af sportens fineste trofæer. Med 20 af slagsen har schweizeren dog fortsat rekorden.

Imens må 23-årige Medvedev se muligheden for sin første grand slam-titel glippe denne gang.

Medvedev kæmpede bravt og var også i stand til at byde Nadal op til dans. Det var bare lige akkurat ikke nok.

På de vigtige bolde viste spanieren, hvorfor han regnes som en af de bedste tennisspillere nogensinde.

Medvedev sendte fra begyndelsen signaler om, at han havde i sinde at spille med om trofæet.

Fra baglinjen mestrede han at sende det meste tilbage, og han holdt sig i sættet, selv om Nadal ofte bankede på i russerens servepartier.

Da Medvedev ved stillingen 6-5 skulle holde serv for at bringe sættet ud i en tiebreak, blev han dog tvunget til at fejle ved nettet, og Nadal udnyttede sin anden sætbold til at vinde 7-5.

Spiltendensen fortsatte i andet sæt, hvor Medvedev måtte slide for sine partier mere end Nadal.

Her brød Nadal til 4-2, hvilket også blev sættets nøgleparti, da Nadal holdt serv og vandt 6-3.

Nede med to sæt så det sort ud for Medvedev.

I tredje sæt fulgtes de to ad de første fire partier, men da Nadal brød til 3-2 frygtede de fleste nok en hurtig afgørelse.

Medvedev brød dog straks tilbage til 3-3.

I de efterfølgende partier holdt russeren serv, og da chancen bød sig i Nadals serveparti ved stillingen 6-5 til russeren, huggede han til og vandt 7-5.

Fjerde sæt åbnede med en skyttegravskrig.

Efter vigtige point var der knyttede næver og bokseslag i luften fra Nadal, som samtidig sendte et nervøst blik i ny og næ.

Begge viste de glimt af genialitet, og mulighederne for at bryde serv stod i kø - især for Nadal.

Men på forunderlig vis holdt Medvedev hovedet koldt i sine servepartier, og da den stod 4-5, skulle Nadal serve for at blive i sættet.

Selv om Nadal kom på 40-0 i partiet, var Medvedev ikke til at slå ud, og efter flere stærke point havde russeren fordel og sætbold. Her slog han et passérslag direkte på Nadals serv og vandt sættet 6-4.

I femte sæt så begge spillere trætte ud, og Medvedev fik kort inde i sættet kaldt en fysioterapeut ind og masseret lårene.

Russeren virkede ikke skadesplaget, men ved stillingen 2-2 var Medvedev igen presset i serven og nede med en breakbold.

Den endte i en lang baglinjeduel, som Medvedev tabte. 3-2 til Nadal.

Derefter holdt Nadal serv, og da han så igen brød til 5-2 lignede det, at Medvedev var endegyldigt ude.

En sidste russisk krampetrækning var der dog kræfter til, og med stærke server lykkedes det Medvedev at afværge to matchbolde, så han kun var bagud 5-4.

Mirakelcomebacket lurede, og der var maksimalt pres på Nadals serv. Her afværgede spanieren en breakbold ved stillingen 30-40, og da han selv fik tilkæmpet sig en fordel og en tredje matchbold, fejlede Nadals serv ikke.

Medvedevs retur ramte ikke banen, og Nadal kunne kaste sig på jorden og fejre sin fjerde US Open-titel.

/ritzau/