Spanske Rafael Nadal vandt overlegent i tre sæt over argentiner og er klar til finale mod Dominic Thiem.

Paris. Rafael Nadal er kongen af Roland Garros i Paris.

Det beviste spanieren endnu en gang, da han fredag spillede sig i finalen i French Open.

Her kan Nadal vinde sin 11. titel i grandslam-turneringen, hvis han i finalen besejrer østrigske Dominic Thiem.

Rafael Nadal var ganske suveræn i sin semifinale, da han først kom i gang, og Juan Martin del Potro fra Argentina blev slået i tre sæt.

Nadal vandt opgøret 6-4, 6-1, 6-2.

I første sæt skulle der et enkelt servegennembrud til for at vinde sættet for Nadal. Det kom i sidste parti, da spanieren brød den femteseedede argentiner til sætsejr på 6-4.

Del Potro havde muligheder for at bryde Nadal undervejs i sættet, men lykkedes ikke med det.

I andet sæt vandt Nadal sit første serveparti efter 40-40. Spanieren brød del Potro rent første gang, han fik muligheden for det, og så bragte Nadal sig foran 2-0.

Nadals serv blev efterfølgende holdt, men igen blev det et lige parti, hvorefter Nadal igen brød og bragte sig foran 4-0.

Det blev også 5-0, men argentineren undgik et såkaldt æg ved at tabe 0-6, da han vandt sit eneste serveparti i sættet og i stedet reducerede til 1-5, inden Nadal servede sættet hjem.

I tredje sæt var det en nærmest modløs argentiner, der var oppe imod overmagten, mens Nadal stormede mod finalen.

Spanieren brød til 1-0 og til 4-1, og det var virkelig op ad bakke for Juan Martin del Potro, der dog holdt sin serv til 2-5, inden Nadal servede sejren hjem foran 40-30.

I kvartfinalen tabte Nadal et sæt i turneringen for første gang i tre år, da Diego Schwartzman vandt første sæt i dysten, der blev afbrudt flere gange, inden opgøret blev udsat på grund af regn.

Da kampen blev genoptaget dagen efter, var der heller ikke der tvivl om udfaldet.

Sættabet var Nadals første siden 2015, og han nåede op på 37 vundne sæt i træk, inden argentineren stoppede stimen i kvartfinalen.

I fjor gik Nadal hele vejen til titlen uden at tabe et sæt.

Dominic Thiem spiller sin første finale i French Open, efter at han fredag slog italienske Marco Cecchinato i tre sæt.

/ritzau/