Rafael Nadal advarer om at overvåge pandemien nøje, når French Open i september skal spilles foran tilskuere.

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal opfordrer til forsigtighed, når French Open senere på måneden begynder foran tusindvis af tilskuere.

Det siger han på et pressemøde mandag.

Nadal vender i denne uge tilbage til banen for første gang i seks måneder ved en turnering i Italiens hovedstad, Rom.

Spanieren har ikke spillet en turnering siden coronapandemiens begyndelse. Derfor er han forbeholden omkring at skulle spille foran publikum ved grand-slam-turneringen i Paris.

- Jeg ved ikke, hvordan situationen kommer til at se ud ved French Open.

- Lad os se, hvordan virusset udvikler sig de næste par uger. Forhåbentlig på en god måde. Vi er nødt til at være tålmodige, og vi må vente og se, hvordan situationen udvikler sig, siger Rafael Nadal.

Spanieren kan vinde sin grand-slam titel nummer 20, hvis han sejrer i Paris. Sker det, tangerer han schweiziske Roger Federers rekord for flest grand-slam-sejre nogensinde.

Nadal, der også er kendt som "gruskongen", har vundet grus-turneringen i Paris hele 12 gange før.

French Open er blevet udskudt fra maj til 27. september på grund af pandemien. Turneringen forventer at kunne tage i mod op mod 11.500 tilskuere om dagen.

Det er på trods af, at coronasmitten for alvor er blusset op igen i Frankrig.

Rafael Nadal meldte tidligere i år afbud til US Open i New York på grund af pandemien.

/ritzau/AFP