Rafael Nadal har haft problemer med knæet før, og tennisstjernen erklærer, at han genoptager jagten på sejre.

New York. Nedslået, men ikke slået ud. Tennisstjernen Rafael Nadal vil hurtigst muligt genoptage jagten på flere grand slam-triumfer, efter han måtte humpe fra banen i semifinalen af US Open.

Knæet stoppede natten til lørdag dansk tid den 32-årige spanier mod Juan Martin del Potro, som det har stoppet Nadal før.

- Jeg ved, hvad jeg har. Jeg ved, hvad der er galt med knæet. Jeg ved, hvad jeg skal gøre for at komme mig så hurtigt som muligt, siger verdensetteren ifølge AFP.

Nadal har bakset med tendinitis - betændelse omkring en sene - i et årti.

Hans exit i US Open er spanierens andet grand slam-exit i 2018 på grund af en skade. I Australian Open måtte han opgive i femte sæt i kvartfinalen mod Marin Cilic på grund af en skade i lysken.

I US Open var Nadal ude i et titelforsvar og kunne have vundet både den amerikanske turnering og French Open for andet år i træk.

Han erklærer, at det værste ikke er nederlaget til del Potro i sig selv, men at kroppen ikke gav ham muligheden for at kæmpe til det sidste.

- Jeg har haft to store år. Sidste år var fantastisk. Dette år har været fantastisk indtil nu. Jeg har tabt fire kampe. I to af dem var jeg nødt til at trække mig, siger Rafael Nadal.

På trods af vedvarende problemer med skader har han gennem karrieren vundet 17 grand slam-turneringer.

I alt tre gange har han vundet US Open.

/ritzau/